
Hvem er han egentlig? Manden der ringer tilbage samme dag, siger fra når en reparation ikke kan betale sig, og bruger sine egne fritidstimer på at redde en kundes familiebilleder der datere sig 20 år tilbage?
Dennis fra PCManden.dk har fået stillet 10 spørgsmål om arbejdet, kunderne, de svære samtaler og livet som selvstændig. Her er svarene, med hans egne ord.
1. Hvordan startede PCManden egentlig?
Du har været selvstændig i 13 år, det er ret imponerende. Men hvad var det egentlig der fik dig til at starte PCManden.dk? Var det en plan fra starten, eller skete det lidt tilfældigt?
Ja, jeg har været selvstændig i mange år efterhånden, men det har primært været inden for opstart og drift af netbutikker. Men jeg er jo oprindeligt uddannet inden for IT og har arbejdet med det i mange år inden jeg blev selvstændig. Men computere, teknologi og IT er en kæmpe interesse og passion for mig. Så på en måde ser jeg det ikke engang rigtigt som et arbejde, fordi jeg nyder det virkelig oprigtigt meget.
Samtidig giver det mig en mulighed for at hjælpe andre mennesker. Jeg tror, hvis jeg kunne gå tilbage og måske havde fulgt lidt mere med i skolen, eller hvad ved jeg, så kunne jeg godt have tænkt mig at arbejde med mennesker, måske som psykolog eller en eller anden form for vejleder.
Men da jeg startede PCManden i 2024 var det egentlig bare lidt som et lille sideprojekt, som bare har taget fart og er blevet en fuldtidsting, hvilket jeg selvfølgelig er dybt beæret over, men også er utrolig glad og taknemmelig for.
2. Hvilke opgaver elsker du, og hvilke er frustrerende?
Du nævner at du nyder dit arbejde meget, men er der nogen typer opgaver du virkelig elsker at arbejde med? Og omvendt, er der nogen der er lidt mere… ja, kedelige?
Jeg er virkelig glad for de opgaver som er svære at løse, eller som har en begrænset chance for et positivt udfald, men som ender med et positivt udfald alligevel.
Eller hvis der har været en dataredningsopgave, hvor det vitterligt er sådan at enten får jeg dette data reddet ud, eller også har en familie mistet alle deres familiebilleder fra de sidste 20 år. Det gør at man lige opper’ sig lidt ekstra.
Men bortset fra det kan jeg også rigtig godt lide opgaver hvor der er en tydelig før/efter forskel. F.eks. skærmskift på en bærbar, temperaturproblemer i en gaming computer og lignende.
Sidst men ikke mindst har jeg en særlig kærlighed for at komme ud til ældre borgere, få en sludder og hjælpe dem med deres computerproblemer. I mange af tilfældene kan det være ting som jeg synes er simple, men den forskel jeg kan gøre, betyder utroligt meget for dem.
Jeg synes faktisk ikke der er nogen opgaver der er kedelige. Men der er nogen der kan være frustrerende. Periodiske fejl hvor der ikke er nogen form for fejlkode eller log over hvor fejlen stammer fra. Det er meget trial and error, hvor man bare prøver én komponent ad gangen.
3. Den dag det virkelig betyder noget
Du nævner dataredning som en af de mest intense opgaver, kan du huske en bestemt sag der virkelig satte sig fast?
Der er nu mange intense opgaver, især med opgaver hvor tiden er afgørende, det er typisk erhvervskunder, hvor tingene skal gå hurtigt.
Men jeg vil helst ikke gå i detaljer med specifikke sager, men generelt set kommer kunder med dataredningsopgaver til dels oprørte, og i nogle tilfælde også kede af det, fordi det data der måske ligger på harddisken, USB-stikket eller lignende er uerstatteligt for dem.
Så når det lykkes at få billeder, videoer, dokumenter eller andet reddet ud, så har det virkelig været en god dag for mig. De opgaver kan jeg leve længe på!
4. Stiller du mange spørgsmål, eller vil du hellere bare se maskinen?
Når en kunde ringer ind med et problem, hvordan foregår det typisk? Stiller du mange spørgsmål først, eller er du mere typen der hellere vil have computeren ind og kigge på den selv?
Jeg spørger altid ind til problemet, og jeg forsøger at gøre det på en så forståelig måde som muligt, alt efter kundens egne kundskaber og evner inden for computer.
Nogle kunder vil meget gerne have en diagnose over telefonen, og det kan jeg i nogle tilfælde også give. Men andre gange er der bare så mange variabler i computerfejl at jeg hverken vil male fanden på væggen før jeg har set maskinen, men heller ikke give kunden falske forhåbninger.
Jeg arbejder altid bedst når jeg har problemet foran mig. Det er også en af grundene til at jeg ikke tilbyder så meget telefon- eller fjernsupport, jeg skal gerne sidde ”foran” problemet.
5. Fra pensionist til gamer, hvordan taler du med alle?
Du nævner at du møder kunder med meget forskelligt teknisk niveau. Hvordan tilpasser du din kommunikation til de to ender af skalaen?
Det er en vurderingssag jeg tager løbende når jeg snakker med kunden. Jeg kan typisk ret hurtigt få en idé om hvor kundens viden eller kundskaber er henne.
Det er faktisk noget som er meget vigtigt for mig at kunder ikke føler sig talt ned til eller behandlet hånligt.
Jeg kan huske engang jeg var til mekaniker med min bil, og jeg har ikke den store forstand på biler. Men jeg blev indirekte latterliggjort over mine spørgsmål, som egentlig var ganske normale spørgsmål.
Sådan kunne jeg aldrig drømme om at behandle mine kunder. Aldrig.
6. De svære samtaler
Hvad gør du når du er nødt til at fortælle en kunde at deres computer ikke kan reddes, eller at reparationen simpelthen ikke kan betale sig?
De samtaler som er sværest hvad det angår, er nok når data ikke kan reddes, når alle muligheder er udtømte og der ikke er noget at gøre.
Det er ikke den sjoveste besked at skulle give. Der er ofte i sådan nogle opgaver, at jeg bruger mange timer privat på at se om der er en eller anden løsning. De timer får jeg aldrig igen, men skulle der være bare en mikroskopisk chance for at det kan ændre udfaldet på opgaven, har det været tiden værd.
Men det er selvfølgelig heller ikke det sjoveste at skulle fortælle en ung knejt at deres gaming bærbar, som de måske har sparet op til i lang tid, købt i konfirmationsgave eller lignende, som lige har passeret garantiperioden, har et defekt bundkort, og at en udskiftning af dette, ikke rigtig giver mening.
Jeg får det ikke nødvendigvis skidt ved at overbringe dårlige nyheder. Jeg tror mest af alt at det handler om at når jeg kommer med den nyhed, så er det vitterligt fordi der ikke er andre muligheder, eller fordi en reparation simpelthen ikke kan betale sig for kunden.
Der er mange tilfælde hvor jeg sagtens kunne få en reparation i hus selvom det ikke kan betale sig, som i overhovedet. Men jeg har bare ikke samvittigheden til det. Det er dårlig service og forkert rådgivning.
Kunder kommer til mig for at få ærlig og professionel rådgivning, og det er den eneste form for rådgivning jeg ønsker at give. Ærlighed, ærlighed og ærlighed.
7. Savner du kollegaer – eller trives du bedst alene?
Du driver PCManden helt alene. Hvordan håndterer du det? Er der noget du savner ved at arbejde alene, eller er det faktisk det du foretrækker?
Hvis jeg en dag skulle få en medarbejder, skal jeg så ændre firmanavnet til PCMændene? Hehe.
Spøg til side.
Jeg arbejder bedst alene, og tror ikke jeg ville være nogen god chef fordi jeg er for perfektionistisk. Jeg ville bruge mere tid på at holde øje med om mine medarbejdere gør arbejdet godt nok, og sådan en chef er folk ikke tjent med.
Heldigvis har jeg en god familie og gode venner som jeg kan snakke med – og nogle af dem har også forstand på faget.
Men overordnet set – nej. Jeg har det fint i mit eget selskab.
8. Findes der en normal arbejdsdag?
Hvordan ser en helt normal arbejdsdag ud for dig? Er der overhovedet noget der hedder en normal dag?
Jeg kan dagen forinden have planlagt min dag med ting jeg skal nå og huske, men så kan der komme opkald, måske akutte, som vælter det hele på hovedet.
Det er ikke unormalt i travle perioder jeg først spiser aftensmad på den anden side af klokken 21. Men det generer mig ikke, jeg trives godt i det.
Nu har jeg så hverken kone eller børn, så har ikke noget ”bagland” jeg som sådan skal passe eller tage mig af, i den forstand.
Der kan også være dage hvor der er ret stille, og så dagen efter vælter det ind med opgaver.
9. Hvad laver computernørden i fritiden?
Når du ikke sidder med en computer foran dig, hvad laver Dennis så? Har du nogle interesser der slet ikke har noget med IT at gøre?
At være selvstændig er vel næsten en hobby i sig selv. Men jeg er jo en nørd helt ind til benet, så i min fritid bruges der da også tit tid ved en computer. Jeg spiller også!
Men jeg er mere til strategispil og den slags. Competitive spil som Valorant, League of Legends og Counter-Strike 2 har jeg ikke lige den store passion for…
Mest fordi det ikke er så godt for mit blodtryk. 😄
Udover det nyder jeg skam også at bruge tid i haven, forår og sommer er rigtig skønt når tiden er der til det.
Jeg har da også en lille interesse for historie, og så plastikbyggesæt der skal limes og samles.
Sidst, men ikke mindst, er jeg meget glad for musik, spiller dog ikke selv på instrumenter eller noget, men en dag uden musik, ville være lidt op af bakke for mig.
10. Hvad er dit bedste råd til folk med en computer der driller?
Hvis du skulle give ét enkelt råd til folk der sidder derhjemme med en computer der driller. Hvad ville det råd være?
De skal selvfølgelig ringe til mig! 😄
Ej, men altså, hvis man har lidt erfaring med computere, kan fejlfinding gøres lidt på forskellige måder. Men det afhænger virkelig også meget af hvad type fejl det er.
Har man ingen forstand på elektronik eller computere generelt, syntes jeg ikke man skal kaste sig ud i et skærmskift af en bærbar f.eks.
Jeg tror det bedste råd jeg kan give, er at man skal prøve at se logisk på det, men også kun teste én ting ad gangen.
Det hjælper ikke at du skifter RAM, grafikkort & CPU ud i din computer på én gang, og computeren så virker… Fordi, hvilken del var det så egentlig som var defekt?
I dag er der også så mange gode artikler på nettet og videoer på YouTube som kan være behjælpelige.
Der kommer også løbende nogen indlæg inde på min blog, hvor der måske kan være et par guldkorn at hente, her og der.
Men det vigtigste er også bare at sige til sig selv at det er okay ikke at kunne lave alting selv. Der er nogle ting vi som mennesker er gode til, og nogle ting vi ikke er så gode til.
Jeg er for eksempel god til computere, men du skal ikke sætte mig i en lastbil og få mig til at bakke rundt med den. Det bliver ikke noget kønt syn.
Vil du have hjælp til din computer? Ring til Dennis på 36 20 76 99 eller send en besked via PCManden.dk

Dennis Wishoff Kallestrup er computer tekniker og stifter af PCManden.dk. Med en formel IT-uddannelse og over 8 års erfaring inden for computer reparation og IT-support, har han specialiseret sig i fejlfinding og reparation af computere, bærbar PC’er & meget mere.
Dennis hjælper private, enkeltmandsvirksomheder og mindre virksomheder i Midtjylland med at løse selv de mest komplekse computerproblemer – og er kendt for sin ærlige og tålmodige tilgang. Det afspejles i hans mange 5-stjernede anmeldelser fra tilfredse kunder. Har du brug for hjælp? Ring direkte på 36 20 76 99.




